DSB Hbikks
Forbilledet
Til erstatning for især de aldrende Hims-vogne, indkøbte DSB gods i 1992 ca. 400 brugte stykgodsvogne af litra Hbikks fra SJ.
Vognene var oprindeligt bygget i første halvdel af halvfjerdserne, og efter istandsættelse og maling i henholdsvis Fredericia og Rødekro, indsattes de derefter i den indenlandske stykgodstrafik, stadig med litra Hbikks.
Der var kun mindre forskelle på vognene, bl.a. var der forskellige udformninger af de lodrette sikher på skydelågerne, og forskellige udførelser af færgekroge og seddelholdere, men overordnet set, var vognene stort set ens.
Efter åbningen af den faste forbindelse over Storebælt i 1997 anvendtes Hbikks-vognene bl.a. i stykgodstoget GS 7901 Gb-Ar-Ab, der over strækningen Gb-Ar bestod af en ME og et større antal Hbikks-vogne.
Efter opsplitningen af DSB i 2001, hvorved DSB Gods overgik til Railion, fulgte en stor del af Hbikks-vognene med til Railion, mens enkelte allerede var udrangeret på dette tidspunkt.
Der står stadig enkelte Hbikks-vogne som faste lagervogne på visse stationer, bl.a. i Fredericia og i Taulov.
Modellen
Vognen er en 100 % ny konstruktion, uden nogen form for genbrug fra tidligere udgaver af vogntypen.
Støbt metalbund, og vognkasse af plast.
Fjedrende puffere af metal, håndbøjler og låsetøj af metaltråd, ætsede gennembrudte hjørnetrin, detaljeret bremsesystem m.m.
Varianter, numre og status
14 forskellige numre, der bortset fra færgekroge og seddelholdere er ens.
En af de sidst anskaffede godsvogne i DSB-regi, og perfekt i en stamme trukket af en rød/sort ME uden TRIT, ME 1508 (McK 0102), ME 1530 (McK 0103) eller ME 1535 (McK 0111), evt. suppleret med et par Hims-vogne (McK 1609-1612).
Så er GS 7901 oprangeret, og klar til afgang.
Der er endvidere OEM-produceret et antal svenske og hollandske udgaver af vognen.