DSB Bn

Forbilledet

Bn/Bns-vognene var fra starten af halvfjerdserne og godt 30 år frem rygraden i den sjællandske regionaltogstrafik.
I perioden 1971 til 1983 leverede Scandia i Randers således ikke mindre end 267 Bn-vogne, de første 24 blev leveret brunmalede, mens resten blev leveret røde.
I stammer på typisk 6-8 vogne kunne de ses stort set overalt på Sjælland, trukket/skubbet af først MY og MX, fra 1977 af MZ, fra 1981 af ME, og endelig fra 1986 også af EA.
På grund af den karakteristiske klaplyd, når togføreren lukkede dørene på en sådan stamme, gik togene typisk under betegnelsen ”klaptog”.
Fra ca. 1990, blev de 217 nyeste vogne renoverede og moderniserede, først 100 vogne (”reno II”), og derefter 117 vogne (”reno III”). Vognene fik bl.a. indbygget lukkede toiletsystemer (to forskellige placeringer af tankene), og fik endvidere nye farver på sæder og vægge.
I takt med indsættelsen af ER-togene i første halvdel af halvfemserne, blev de resterende vogne udrangeret eller solgt, adskillige vogne endte således hos forskellige sjællandske privatbaner.
I 2006 var vognene efter mange års intensiv drift pensionsmodne, men da man på grund af problemer med IC4-flåden var tvunget til at holde dem i drift nogle år endnu, blev de ca. 100 tilbageværende vogne i løbet af første halvår 2006 folierede blå.
Men i 2010 var det slut, 13. august 2010 kørte det sidste personførende tog med Bn-materiel, og en epoke på 39 år var dermed slut.
Selv om Bn-vognene hørte hjemme på Sjælland, kom de også vest for Storebælt ved forskellige lejligheder.
I K 82 bestod IC 103 således af en Bn-stamme hele vejen fra København til Frederikshavn, hvor stammen overnattede, inden den returnerede i P 588 Frederikshavn-København om søndagen.
Selv om der var en Bns i stammen, blev togene trukket både til og fra Århus, der var nemlig på dette tidspunkt kun ganske få lokomotivførere vest for Storebælt, der havde attest til Bns.
Med åbningen af den faste forbindelse over Storebælt i 1997, indsattes der Bn-materiel i adskillige weekend-tog til og fra Aarhus, de 117 vogne der havde været gennem Reno III-programmet i 1991-1993, var nemlig ombyggede og udstyrede, så de måtte køre gennem Storebæltstunnelen.

Modellen

Chassis af støbt metal, og overdel af plast. Trin af ætset metal, og håndbøjler af metaltråd. Detaljeret undervogn, med bl.a. fjedrende puffere og imiterede skruekoblinger af messing. Indretning med bl.a. korrekte sæder og detaljeret bemaling.
Detaljerede bogier, og gummivulster ved overgangene af blødt gummi.
Der laves to brune vogne i oprindelig udførelse uden elvarme, resten af vognene er enten røde eller blå og med elvarme.
Med de røde og blå vogne der laves, kan der formeres stammer fra tre tidstypiske perioder:
• Fra midt i halvfjerdserne, og op gennem firserne, hvor det nye røde design med Helvetica-påskrifter var slået igennem, og vognene endnu ikke var moderniserede.
• Halvfemserne og første halvdel af nullerne, hvor vognene stadig var røde, men var moderniserede af flere omgange.
• Sidste halvdel af nullerne, hvor vognene var blå og havde via-påskrifter.
Revisionsdatoer på siderne, og maleangivelser på gavlene, er for næsten alle de producerede vognes vedkommende i overensstemmelse med hvad der reelt stod på vognene, idet et meget omfattende privat arkiv over DSB´s personvognsmateriel har været til rådighed under arbejdet med vognene.
Endvidere dukkede der et omfattende dokumentationsmateriale fra renoveringsprogrammet ”Reno III” frem, i forbindelse med arbejdet med vognene. Dette program omfattede renoveringen af 117 Bn-vogne på ombygningsværkstedet i Århus fra september 1991 til juni 1993 (de vogne der efterfølgende fik det faste underlitra ”o”, og blandt andet kunne kendes ved at de fik hvide felter omkring dørgrebene). Dette materiale er også anvendt ved valget af numre.
De 100 Bn-vogne der i 1990-1991 var gennem Reno II-programmet fik nyt inventar, og vogne fra dette program er derfor udeladt i rød udgave. (Disse vogne fik det faste underlitra ”v”).

Varianter, numre og status