Denne hjemmeside bruger cookies. Lær mere om cookies.
OK

DSB Bgc

Forbilledet



Personvognene af litra Bg, Ag, Bgc, ABg og BDg dukkede op i starten af halvfjerdserne, i takt med at DSB´s Centralværksted i Århus moderniserede et større antal Cc og Ac-vogne.
De mest synlige ændringer var, at vognene fik helt nye gavl- partier med nye drejedøre, og gummivulster i stedet for de oprindelige harmonikaer.
Endvidere fik vognene helt ny indretning.
Efter ombygningen mindede vognene derfor på mange punkter om B og A-vognene, som DSB havde modtaget de første eksemplarer af i 1964.
De var dog knapt 3 meter kortere, men til gengæld en smule bredere midt på.
Gummivulsterne var formentlig årsag til, at alle vogntyperne under et gik under betegnelsen ”gummivognene”.
Fælles for alle de fem vogntyper var, at vogne ombygget før 1972 blev opmalet i den sædvanlige brune farve, mens senere ombyggede vogne blev lakeret røde i forbindelse med ombygningen. Op gennem halvfjerdserne blev alle vognene efterhånden malet røde, og mange fik ligeledes indbygget røde slutlygter.
Fra sidst i halvfjerdserne fik vognene endvidere dampvarme- anlæggene udskiftet med elvarmeanlæg, hvorved 7. og 8. ciffer i vognnumrene ændredes til 44.

De 13 liggevogne af litra Bgc-vogne rullede ud fra værkstedet i Århus i 1969-71, alle ombygget fra Cc-vogne, bygget på Scandia i perioden 1957-63 som litra CC.
Bgc-vognene var indrettet med 5 køjer i hver kupé, og anvendtes primært i nattogene mellem København og Esbjerg/Struer/ Frederikshavn, de tog der fra K74 hed 595 (Kh-Fh) og 594 (Fh-Kh). Togene havde langt ophold i Fredericia, hvor der af- eller tilkobledes vogne til/fra Esbjerg og Struer. Midt i firserne afløstes Bgc-vognene af de nyindkøbte Bcm-vogne, og ombyggedes derefter igen til almindelige siddevogne, og mistede i den forbindelse c´et i litraet.


Modellen



Chassis af støbt metal, og overdel af plast. Trin af ætset metal, og håndbøjler af metaltråd. Detaljeret undervogn med bl.a. imiterede skruekoblinger af messing. Indretning med korrekte køjer, samt gummivulster af blødt gummi.
Der laves to forskellige brune vogne, begge med dampvarme, en med og en uden sluttere, og to røde vogne, begge med elvarme og sluttere. Vognene har individuelle forskelle i overensstemmelse med forbillederne, bl.a. med hensyn til antallet af trin og fjedre, og placering af udluftningerne på taget. Denne oversigt viser, hvordan de vogne der produceres er konfigureret.
Revisionsdatoer og maleangivelser er for alle fire vognes vedkommende i overensstemmelse med hvad der stod på vognene, idet et meget omfattende privat arkiv over DSB´s personvognsmateriel har været til rådighed under arbejdet med vognene.


Varianter, numre og status



0901
Brun, dampvarme, ingen sluttere, 2 trin
1970-1974
McK 0901
Oplag: 200 stk
0902
Brun, dampvarme, sluttere, 3 trin
1974-1980
McK 0902
Oplag: 200 stk
0904_3
Rød, elvarme, sluttere, 3 trin
1979-1983
McK 0903
Oplag: 200 stk
0904
Rød, elvarme, sluttere, 3 trin
1979-1983
McK 0904
Oplag: 200 stk